Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Konfirmation

For at blive konfirmeret skal du følge undervisningen. Her skal du blandt andet høre om kirke og kristendom. Om hvad det betyder at tro på Gud. Om hvad det er, der er så interessant ved Jesus, så vi stadig taler meget om ham, selvom det er 2000 år siden, han gik her på jorden. Om mange af de store spørgsmål: Kan man både tro på evolutionsteorien og Bibelen? Hvad sker der efter døden? Hvad er godt og ondt? I løbet af den tid, du går til præst, skal du også gå i kirke om søndagen.

Konfirmandforberedelsen foregår i konfirmandstuen ved Udby Kirke. På grund af skolereformen er undervisningen ikke regelmæssig og ugentlig. Regn med, at det kan blive både om aftenen, et par weekender og dertil nogle temadage i hverdagen efter aftale med skolerne.

Er du ikke døbt, men vil alligevel gerne konfirmeres, kan det selvfølgelig også lade sig gøre. Så skal du døbes inden din konfirmation. 

Konfirmationsdatoer for 2024 er 4. søndag efter påske den 28. april og Kristi himmelfartsdag torsdag den 9. maj. Tilmelding til konfirmationsforberedelse

Kontakt sognepræst Mikkel Vale (miva@km.dk eller 30519943), hvis du har spørgsmål om konfirmation.